Derfor skal du tilmelde dig til midtvejskonferencen: Klimatilpasning – sammen om fremtiden
Et netværk styrker lysten til at handle, fordi man bliver inspireret af hinanden og spejler sig i hinanden. Når vi snakker klimatilpasning, er det særlig vigtigt med et stærkt netværk. Derfor kan du tilmelde dig POSEIDON og ClimatePol fælles midtvejskonference, hvor du vil møde forskellige fagligheder i klimatilpasnings-verdenen. Der sker mange ting på klimatilpasningsområdet, og vi bliver hele tiden klogere.
Derfor afholder POSEIDON og ClimatePol midtvejskonference i Kiel den 29.-30. september for at dele ud af vores erfaringer i de to projekter.
Programmet byder på spændende oplæg, workshops og ekskursioner fra begge projekter, som vil indvie dig i erfaringer fra det sidste halvandet år. Vi ønsker at forbinde folk og gøre afstanden mellem viden og praksis mindre. Derfor vil der være rig mulighed for at møde hinanden og dele vores viden. Så hvis du ikke allerede er tilmeldt, får du her tre gode grunde til at gøre det.
Du lærer, hvordan andre fagligheder løser og går til opgaver
Ved midtvejskonferencen vil du møde mange forskellige fagligheder så som en læge, der arbejder med hedebølger og tørke, flere personer fra regionale eller nationale ministerier, som arbejder med klimatilpasningsstrategier og resultatindikatorer, folk fra tænketanke, som udvikler rapporter og anbefalinger indenfor klimatilpasning, virksomheder, der udvikler forskellige løsninger i praksis og folk, som er ansat i kommuner eller i forsyningsselskaber, som også arbejder med klimatilpasning. Nogle af dem kan du møde ved følgende sessions:
ClimatePol session den 29. sep, 14-15:
Vejen til en lokal klimatilpasningsplan – workshop med repræsentanter fra værtsbyen Kiel
POSEIDON ekskursion samme dag fra kl. 15-17:
Ekskursion til ACOs pilotanlæg
ACO GmbH er en af flere virksomheder i POSEIDON. Afdelingen i Büdelsdorf nær Rendsburg er innovativ og leverandør af Smart Irrigation Systems (SIS). Deres systemener opsamler, renser, lagrer og udnytter regnvand med et minimalt energiforbrug. Til ekskursionen vil Axel Leybold, leder af afdelingen for smarte løsninger hos ACO, vise rundt på kontoret i Büdelsdorf, samt vise forskellige eksempler på hvordan deres løsninger er implementeret og virker i praksis forskellige steder i verden - og så vil vi kunne se et pilotanlæg som testes og evalueres af POSEIDON.
Du lærer at arbejde mere holistisk
Der vil blive inddraget flere kompetencer fra forskellige deltagere. Derfor er der god mulighed for at lære noget nyt og tænke klimatilpasning som en helhed og som noget, vi kan arbejde med på tværs af den dansk-tyske grænse. Du lærer altså at tænke holistisk, når det angår klimatilpasning. Det kan i blive klogere på til vores afsluttende fællessession.
Afsluttende fællessession / paneldebat, tirsdag den 30. sep, 13-14:
Hvordan kan vi måle og evaluere implementerede klimatilpasningsløsninger?
Du lærer at inddrage flere kompetencer end dine egne
Du får mulighed for at se verden på en anden måde, end du selv er skolet til. Det gør du ved at møde andre virksomheder, som kan videregive deres viden om løsninger af problemer i forhold til klimatilpasning. Hertil vil du blive præsenteret for tests af produkter, som kan give dig selv og din virksomhed nye idéer. Derudover vil du se en kombination af produkter, som kan give bedre løsninger.
Eksempelvis har vi en workshop, der handler om at fjerne udfordringerne for nogle af de små nye virksomheder som gerne vil ind på markedet og har udviklet helt nye innovative løsninger, men som mangler dialog.
Derudover afholder ClimatePol en session tirsdag kl. 11-12, som hedder
Offentlig-private partnerskaber – Hvad kan vi lære ift. det grænseoverskridende samarbejde?
Du er velkommen til at dele artiklen på LinkedIn med dit netværk og lad os endelig vide, hvilken del af programmet, du finder mest interessant!
Hop på bussen
Vi har gjort det nemt at komme til Kiel fra Danmark. Der vil være en gratis bus fra Nyborg og tre andre opsamlingssteder i Danmark. Derudover er der ingen deltager-gebyr og gratis forplejning begge dage. Det eneste du selv skal betale for er din overnatning. Så skynd dig ind og tilmeld dig ved at klikke på linket: https://event.sdu.dk/midterm/signup . Seneste dato for tilmelding er den 23. september. Det er også seneste dato for afmelding uden at skulle betale et no-show gebyr.